Arbejdsproces
Det har i flere år været muligt for alle og enhver at anskaffe sig en glasovn og arbejde med glas. Lidt ligesom en lerovn. Processen går under navnet glasfusing, og selvom teknikken efterhånden har eksisteret i rigtig mange år, sker der stadig en rivende udvikling på området. Der findes de ovne man kan sætte i en almindelig stikkontakt, og så er der de ovne, der er store og kræver lidt mere strøm. Jeg har en af hver.
Glas er et skrøbeligt materiale, man skærer sig let på det. Det kan være skadeligt, hvis man ikke passer på glasstøv. Og det er svært at arbejde hurtigt i glas. Og det skal, som alt muligt andet glas, afspændes rigtigt. Glasset skal være ensartet – det kan ikke blandes fra forskellige mærker, da glasset skal have samme udvidelseskoefficient og hårdhed (COE). Og tilsidst kan glasfusing nemt gå hen og blive noget tungt og kluntet. Glasset kryber nemlig sammen til sin oprindelige form på 6 mm ved høje temperaturer (860 gr).
Når jeg arbejder med glas, forsøger jeg at modarbejde den oprindelig form på 6 mm – og tvinge glasset i andre retninger. Det kan være for at få et lettere udtryk i glasset ved at forhindre det i at krybe sammen, eller få mere dybde i glasset med at gøre det tykkere – og hindre det i at flyde ud. Det er sjovt at modarbejde glasset og undersøge teknikker, der afhjælper det. Og ligeledes er det spændende at arbejde med forskellige typer af glas – plader, pulver, dichroic (metallisk glas), glasfarver med mere.